KURSUS I TANTRAMASSAGE for par og singler
Jeg har det seneste år afholdt ti kurser i tantramassage og elsker det.
Jeg elsker at give inspiration til etablerede par som måske er gået død i det intime samliv og trænger til liv, inspiration, fornyelse, langsomhed og sanselighed.
Der er så meget godt at hent i tantraens verden, og jeg er selv uendelig lykkelig for, at jeg for nogen år siden blev kraftigt overtalt af min daværende kæreste til at tage med hende til tantrafestival. Jeg var meget modstræbende husker jeg. Hvad er tantra? Hvad skal jeg bruge det til? Hvorfor skal vi det?
Nu er der gået nogen år, og jeg lever af tantra.
Uden tantra havde jeg sandsynligvis stadig været halv-utilfreds skolelærer med sikker indtægt og sikker øv-følelse!
Ofte er det kvinden som gerne vil have sin mand/kæreste med til tantrakursus, “for han skal lære at røre ved mig på en mere følsom måde”. Og ja, vi mænd kan bestemt godt lære at være mere følsomme. Men hvordan lokker man sin mand/kæreste med på den? Mænd gider vist ikke sanselighed og langsomhed!!! Eller gør de ikke?
Jo mænd elsker det. Når først manden er lokket med, opdager han/vi hvor vidunderligt det er at blive rørt ved over hele kroppen, at blive nusset i nakken, at slippe kontrollen, at få lov bare at nyde, ikke at skulle tage initiativet hele tiden…OG, hvor dejligt det er at give sin kvinde den sukkende nydelse, som hun længes efter.

Der er også en del singler som kommer på kursus. Nogen spørger mig, hvad de skal gøre når nu de ingen partner har. Og nogen skriver at de ikke tør fordi de ikke vil røres ved af en tilfældig mand eller kvinde. Og nogen skriver at de gerne vil have at vide på forhånd før de tilmelder sig, hvem de kommer til at massere med.
Og jeg forstår helt, hvor usikkert det kan være, når nu man gerne vil, men også selv vil kunne styre hvem og hvordan man bliver rørt ved.

Jeg plejer at løse udfordringen på flere måder.
1. Når eventet bliver slået op på fb, skriver man på eventet at man er single og søger en partner at masserer med, og gerne vil skrive/mødes med vedkommende på forhånd.
2. Når kurset er i gang arbejder folk med hinanden på kryds og tværs. Der er en fordel i at mærke mange forskellige energier og skifte partner ved hver øvelse. Så man bliver ikke låst fast til een person med mindre begge ønsker det. Det gør at man kan føle sig mere fri og bevægelig kurset igennem. Og man får lejlighed til at mærke hvor utrolig forskellig energi mennesker har.
3.  Hvis man på forhånd før kurset har en aftale med sin partner/mand/kvinde at man gerne vil lave alle øvelser sammen, så siger man det til mig fra start, og er “fredet”, på den måde at man ikke indgår i den rotation som jeg ellers sætter igang.
4. Før nogen øvelser bliver sat i gang vil jeg tale om hvor enormt vigtigt det er i tantra, at lægge mærke til og markere sine personlige grænser, at være helt tro overfor dem og værne om dem. Jeg ved hvor godt det er for ens velbefindende at kunne slappe af ind i en tryghed, om at jeg respekterer mine egne grænser og at jeg ved hvad jeg skal gøre hvis de bliver mødt krydset. Klare kropslige signaler og verbale udtryk øves med alle i rummet, sådan at alle føler sig afgrænsede og trygge når den egentlige tantramassage starter. Desuden er jeg hele tiden årvågen, og kan tilkaldes når som helst man har brug for støtte til at markere sine grænser. Jeg ved at det er afgørende for stemningen i rummet, og står klar til at hjælpe dig som har brug for hjælp.

Kærligst Peter Hjeds